Om Kennel Vatnajökull

Mit navn er Naja Bock Andersen, og jeg bor i Billund sammen med min familie og vores dejlige islandske fårehund Loa. Vores to ældste børn Freja og Anton er flyttet hjemmefra – men de kommer tit forbi. Vores yngste datter Alma er 16 år og bor stadig hjemme. Hun har et sabbat-år og skal først starte i nyt arbejde den 1. juni 2020 – så Alma er klar til at tage sig en masse af hvalpene, også når Halfdan og jeg er på arbejde.

Vi vil gøre, hvad vi kan, for at opdrætte sunde, robuste og socialt velfungerende hvalpe. Hvalpene vil vokse op i vores hus som en del af vores familie, og de vil komme ud i vores have, når de bliver gamle nok. Hvalpene vil blive vant til hjemlige lyde og gøremål og til en masse fysisk kontakt og håndtering.

Vi vægter socialisering af hvalpene meget højt og vil bruge en masse tid og energi på dette. Hvalpene vil bl.a. blive vant til forbikørende biler og cykler og til at møde andre hunde på gåture i villakvarteret, hvor vi bor. Hvalpene vil møde andre dyr og mennesker i alle aldre, og de vil komme med på bilture og vil udforske hede og skov i vores nærområde.

Jeg har taget opdrætteruddannelsen hos Dansk Kennel Klub og er medlem af Dansk Kennel Klub og Islandsk Fårehundeklub. Jeg har gået til lydighed og agility med Loa, og nu går vi til rally lydighed, som vi begge nyder meget.